En retrospektiv udstilling kan være et billede af et helt liv med årsag og virkning på alle planer, for ophavsmanden en status, en mulighed for overblik og for hendes / hans publikum netop en mulighed for at komme nærmest på intentionen, på det kunstneren repræsenterer. Det er måske det vigtigste man kan få ud af at stå overfor et kunstværk, sammen med det at overgive sig til kunstværket, det som Matisse kaldte ”som at synke ned i en lænestol.”

Så er der den anden betragtningsmåde, nemlig at se efter den mærkelige snoede vej fra den spæde begyndelse til de sidste forhåbentlig bedre resultater, ikke bare i mit tilfælde, der måske nok er et af de værste, men i al almindelighed og væsentligst her, forsøge at gætte sig til, hvad der har været bevæggrunden til det i mange tilfælde meget slingrende forløb.   

Jeg har ved flere lejligheder været kritisk overfor det falske, fup og svindelagtige ved elite-kunsten, hvad jeg som sagt tror det er nødvendigt at få gjort op med, nu her denne gang vil jeg forsøge at påvise elitekulturens helt perverse mangel på solidaritet med det samfund den lever i, ja endda lever af, for ikke at sige snylter på, eller for at være helt præcis er en betændt stinkende kræftskade i, så kan det vist ikke udtrykkes kraftigere, det er her en solskins søndag formiddag med klassisk musik i radioen, stille og roligt har jeg med vilje valgt dette ordvalg og at skrive sådan for nu skal skuden vendes, nu skal kursen lægges om, ikke sådan at hovedet skal skæres af nogen som helst eller noget som helst skal smides ud, men sådan at fokuseringen skal flyttes, som jeg engang har udtrykt det, til et lidt mere praktisk og særligt lidt mere nyttigt hjørne indenfor mulighederne.   

Og hvordan kan det så gå til, at det er gået så galt, hvordan kan kunstlivet komme så langt væk fra en brugbarhed eller bare en rimelighed. Mit lange arbejde i faget har givet mig mange fortolkningsmuligheder af denne uheldige situation. Van Gogh, der er almindeligt kendt som stor genial udviklingsskabende kunstner, på alle måder pragtfuld, havde alligevel en svaghed, mener jeg nu her, idet han i sit store udmærkede arbejde kom til at nedprioritere omhu for ømhed. Lukker vi øjnene og tænker på hans fremstilling af gamle støvler, taburetter, skægstubbe, kornmarker m.m. så er de rent forbilledlige på alle måder som naturlighed og særligt dengang en stor følsomhed. Men måske netop for at opnå dette, er den traditionelle store omhu i tingsfremstillingen ladt lidt i stikken, kun lidt. 

Tiderne går videre og mange af dem, der står på skuldrene af van Gogh, og der står endnu flere på skuldrene af dem – jeg vil lidt fejt undlade at nævne navne – men det går fremad, hvor van Gogh var fantastisk og følsom og lidt afvigende fra normerne, hvad der er meget spændende, så bliver der nu efter ham nogle, der er fantastisk følsomme og endnu mere afvigende, hvad der er endnu mere spændende. Og det går videre derudaf. Næste generation i den udvikling viser sig at være fabelagtig fantastisk følsom, spændende og endnu meget mere afvigende. Og dette kan tilsyneladende fortsætte i det uendelige. Prisen – for det koster noget – er hver gang tab af andre kvaliteter. Først røg omhuen. Siden i små portioner grundige studier, genkendeligheden, så skønheden. Og allerede længe før van Gogh var meddelelsen med den direkte henvendelse blevet borte. Det medførte, at (det formastelige ord) almindelige mennesker står af, for længst er stået af, fordi det er uinteressant for dem.