1.

Planlægning og udformning af nye boligområder har hidtil bygget på accept af den eksisterende sociale former og konventioner. Således af den eksisterende familiestruktur med familieenheder bestående af far, mor og børn.

Dermed har man afskåret sig fra at sætte arkitektoniske eksperimenter i relation til eksperimenter i videre, det vil sige social, forstand. Og dermed er bl.a. boligarkitektur blevet et formalistisk og i negativ betydning æstetisk fænomen.

Mulighederne for nyskabende arbejde består her i det store og hele i at lave lejekaserner eller énfamiliehuse, der f.eks. ud fra mentalhygiejniske synspunkter er ”sundere” eller ud fra æstetiske synspunkter ”pænere” på en ny og anderledes måde. 

Resultatet bliver en flytten rundt med givne størrelser i et lukket repertoire af muligheder. Og denne flytten rundt bliver efter vores opfattelse ikke mindre konventional af, at arkitekten samarbejde med en billedkunstner. Billedkunstnerens funktion bliver i virkeligheden begrænset til bare at gøre det hele lidt mere ”pænt”.

Han bliver under alle omstændigheder en hund i et spil kegler. Enten må han underordne sig funktionen, hvilket gør ham til leverandør af dekorativ ornamentik. Eller funktionen må underordne sig ham, hvorved folk autoritært presses ind i et ornament. Skilsmissen mellem arkitektur og billedkunst er på dette plan en definitiv historisk kendsgerning.

2.

Hertil kommer det forhold, at det er problematisk, om de sociale, religiøse og etiske funktioner og begrundelser, som den konventionelle familiemodel oprindelig har haft, stadig holder stik for alle i samfundet. Med andre ord: Bliver arkitekturen uanset sin eventuelle æstetiske radikalitet ikke reaktioner og konventionsbevarende ved altid passivt at spejle social modeller, som ikke altid er alment indlysende?

De sociale sikringsfunktioner er således stadig i højere grad gledet fra familien over på samfundet. Og f.eks. den af kristendommen afledte seksualmoral med ”den eneste ene” og alt det dér er for store befolkningsgruppers vedkommende gået i opløsning. 

Forskellige outsider-grupper (hippier, yippier, mods, raggare, læderjakker, dropouts af enhver observans) har derfor bevidst eller ubevidst allerede længe eksperimenteret med og levet i andre sociale modeller. Og meget tyder på, at de bagvedliggende strukturer, som hidtil har været bestemmende for vores menneske- og omverdensbillede, langsomt er ved at blive afløst af helt nye, der først efterhånden lader sig skimte.

Det er således ikke umiddelbart indlysende, at man ved projekteringen af et nyt boligområde af den art, konkurrencen forudsætter og i dennes sammenhæng, uden videre skal operere på basis af en ureflekteret accept af de bestående kendte modeller og mentale strukturer.

Der foreligger i visse befolkningsgrupper faktisk behov for en boligudformning, der favoriserer andre modeller. Og ud fra en almindelig demokratisk tankegang skulle der intet være til hinder for, at også disse befolkningsgrupper får lejlighed til at leve i overensstemmelse med deres minoritetsnormer.

Endvidere må det konstateres, at i en overgangstid som denne, hvor ældre strukturer brydes med nye, og hvor det nye næppe lader sig forudberegne, er det umuligt at fastlægge entydige og holdbare funktionskriterier, der kan gøre det rimeligt at lave byer og huse med en holdbarhed på flere hundrede år.

Den klassiske funktionalisme, som stadig er den mest udbredte arkitekturfilosofi, forudsætter en enhedskultur, som ikke eksisterer. Den får derved udtalte autoritære træk, som gør den ubrugelig.

3.

Sammenholder man det, der i punkt 1. og 2. er fastslået om de æstetiske og social aspekter i forbindelse med boligprojekteringens problematik her sidst i 1960’erne, ligger følgende projekt lige for som en logisk konsekvens:

Vi foreslår, at  man opretter en EKSPERIMENTBY , hvor boligenhedernes udformning og i forbindelse hermed også de øvrige byfunktioner er bestemt af eksperimenter med nye sociale modeller.  

En sådan eksperimentby bør rumme så mange alternative modeller som muligt fra ekstremt sociale og kollektive til ekstremt individualistiske. Byen vil på den måde komme til at rumme et bredt udbud af forskellige livsformer, som den enkelte frit kan vælge mellem på basis af sine personlige ønsker og normer. Den vil endvidere have den fordel, at den ikke bygger på et lukket sæt aksiomer, et værdi-system, som påtvinges all. Et sådant system gives ikke i disse år. Derimod vil det komme til at bygge på en åben serie af værdi-punkter, idet hver enkelt model repræsenterer et sådant punkt, der kan bestemmes funktionelt.

Boligens arkitektoniske udformning vil i hvert enkelt tilfælde være bestemt af den sociale model, den skal fremme og støtte. Og det er helt indlysende, at en sådan by kun kan blive til, hvis der foruden arkitekter og (måske) billedkunstnere involveres sociologer og psykologer.

Det er de sidste, der skal formulere og efterhånden korrigere de sociale modeller, mens det er de førstes opgave at afspejle dem i et boligmiljø, idet funktionskriterier stadig er anvendelige, hvis de som her foreslået anvendes relativistisk.

Eksperimentbyen bliver altså som unikt fænomen en art socialt laboratorium. Her kan samfundet afprøve nye modeller, efterhånden som de dukker op, modificere dem og bruge, hvad der viser sig holdbart og anvendeligt.

Det vil derfor være nødvendigt, at der arkitektonisk arbejdes med meget fleksible elementer og strukturdannelser, eftersom boligmiljøet jo er en helt integrerende del af forsøgsbetingelserne, som gerne skulle ændres undervejs. Øget fleksibilitet betyder desuden også øget spillerum for den enkeltes individuelle afvigelser, hvilket er en vigtig tillægsgevinst.

4.

Som eksempler på, hvordan vi forestiller os eksperimenter af den omtalte art, kan vi forestille os to, helt væsensforskellige typer kollektive livsformer: En hvor man stadig opretholder familiebegrebet og dermed ”det private”, men udvidet til storfamilier. Og én hvor familiebegrebet og det private er helt opløst. Hvad storfamilierne angår, kan man forestille sig familieenheder bestående af f.eks. omkring 10 voksne plus børn i stedet for den nuværende families far, mor plus barn/børn. I en sådan storfamilie må man forestille sig, at ægteskabssituationen er ophævet mellem de voksen, således at børnene er alle de voksnes børn og omvendt de voksne er alle børnenes forældre.

Denne model er ikke uden fordele og tillokkende sider, og den vil sandsynligvis allerede nu tiltrække en del mennesker. Bl.a. betyder den et brud med den traditionelle hierarkiske familiestruktur, mere demokratisk ligeberettigelse og en umiddelbar mulighed for overvindelse af f.eks. ensomhedsproblemer. 

Hertil kommer, at den fra et boligøkonomisk synspunkt indebærer muligheder for betydelige besparelser. Toilet- og køkkenenheder bliver væsentlig færre i en boligkarré indrettet med henblik på storfamilie osv.

Overfor denne model kan man eksempelvis stille en anden, hvor familiebegrebet er helt bortelimineret. Ægteskaber eksisterer ikke, og børneopdragelsen varetages udelukkende af offentlige institutioner. Hvert enkelt individ bor for sig i en art celler, der kun tjener som sovested og mulighed for at trække sig tilbage. 

Ellers foregår alt liv offentligt, og der er lagt så stor vægt som muligt på de offentlige faciliteter i forhold til de private ”hjem”. F.eks. indtages al mad i offentlige spisehuse, ligesom alle sociale kontakter og al fritidsbeskæftigelse foregår ude i miljøet, idet hele miljøet på en måde bliver den enkeltes hjem.

Denne model med ”kollektive enspændere” og af totalt promiskuøst seksualmønster, vil sandsynligvis også kunne tiltrække en del mennesker, og den vil ligeledes være billigere end den nuværende familiestruktur.

5.

Der eksisterer et dialektisk forhold mellem de sociale former og den måde, man indretter boliger og byer på. De betinger gensidigt hinanden. Og skal der brydes nye veje, skal arkitekturen være med til at etablere et rummeligere og mere generøst samfund, må livsformerne og deres arkitektoniske udtryk udvikles samtidig som de to sider af samme sag, de er. 

Og her hjælper de politiske utopier os ikke, for så vidt disse tilbyder løsninger på helt andre problemkredse. Socialismen kan f.eks. tilbyde en rimeligere løsning på problemet om godernes retfærdige fordeling end kapitalismen. Men den er ikke en ”social model” i den mere eksistentielle betydning, begrebet bruges her. F.eks. er det umuligt at fastslå, hvilken af de ovennævnte modeller, der er ”mest socialistisk.”

De modeller, der her er på tale, hænger sammen med de bagvedliggende (og i hvert fald ikke i første omgang økonomisk bestemt) strukturer, der styrer den enkeltes opfattelse af sig selv og sin omverden og dermed dennes ønsker og præferencer.

Ved at arbejde med disse strukturer i en eksperimentby, som den her foreslåede, rives arkitekturen løs fra sin nuværende konservativt formalistiske og æstetiserende spændetrøje og bliver socialt medskabende.

Desuden vil den som første kunstart få egentlig eksperimentel-status i strengere videnskabelig forstand. Dens resultater vil ikke kunne forudsiges, og den må hele tiden ændre sine hypoteser, efterhånden som forsøgene skrider frem, hvilket på sin side vil indebære vidtrækkende og fordelagtige formelle konsekvenser. Det følger uden videre af det foregående, at vi ikke har kunnet gå ind i konkurrencen med nøje udformede detailforslag og tegninger, som stiltiende accepterer arkitekturens nuværende position som samfundsbevarende, ikke-eksperimenterende kunstart.

I stedet er vores projekt blevet dette metaræsonnement omkring selve konkurrencens aksiomer – en slags verbal plakat for en bestemt holdning.

Det er i ekstrem grad og helt bevidst, hvad praktisk arbejdende arkitekter kalder ”skrivebordsarkitektur.” Men fremtidens arkitektur og byplanlægning må, tror vi, netop blive en art skrivebordsarkitektur, hvor den formelle udformning af detaljer intet betyder i forhold til udformingen af en bærende idé og holdning. Eksperimentbyen er jo heller ikke en almindelig æstetisk arkitektur-utopi placeret i et eller andet fremtidslandskab. Den skal bygges nu. Og der er brug for den nu.