Paul Gernes, stor, tung, usoigneret, landlig type, (landlig i ordets dårlige betydning), uartikuleret, humørforladt, uden lyst til at udtrykke sig om noget som helt lige med undtagelse af den experimenterende kunstskole som han fremhæver evigt og altid, som han har indtryk af har en meget central placering i dansk kunst, som han siger: når tressernes kunsthistorie skal skrives, vil det udelukkende komme til at dreje sig om experimentkunstskolen, da al anden dansk billedfremstilling ikke har noget med kunst at gøre. Denne opfattelse kommer måske af, at han, Gernes, havde en finger med, da skolen blev startet. 

En anden ting man kan få ham til at udtrykke sig om, er kunstjournalistikken, der, siger han, at vi har ud mærkede anmeldere, men ingen kritikere, ordentlige anmeldere forstår han således at anmelderen skal skrive om hvor udstillingen foregår, hvor længe den har åbent, evt. også om kunstneren denne gang laver større eller mindre arbejder, om han bruger mere eller mindre rød farve end sidste gang, — dette er efter Gernes’ mening, anmeldelse, kritik er, siger han, når udstillingen bliver sat i forhold til, og placeret i sammenhæng med udviklingen, hvilket han finder er den mest relevante måde at vurdere kunst på.

Gernes vil gerne benytte den her givne lejlighed til at tilbagekalde alle tidligere tilkendegivende opfattelser af Statens Kunstfond, han har tidligere været meget skeptisk, hvad angår fondet og dets virke, men har nu skiftet mening, og finder kunstfondet udmærket, ja, er endog glad for det, bare kunne han ønske sig, at staten, Carlsbergfondet, Tuborgfondet eller andet fond ville påtage sig opgaven at støtte den avancerede udviklingsskabende kunst, muligvis, siger han, var det egentlig det fond der skulle have været lavet først, da det er det fond, der er mest nødvendig og vil få den største betydning. (Han har endnu ikke fået noget af kunstfondet). 

Som de fleste kunstnere mener han også, at han er den mest avancerede i dansk kunstliv, han støtter dette på en lang indviklet filosofi, der har sit udgangspunkt så langt tilbage, som i det impressionistiske maleri, idet han hævder, at fra og med impressionismen begyndte en udvikling der bl.a. viste sig i en stadig forenkling, først røg det højtidelige og allegorien, så gik der hul på det genkendelige motiv, snart var kun det konstruktive i motivet tilbage, så gik konstruktionen, tilbage kun form, farve, flade, da dette blev smidt over bord, var der kun strukturen igen. Hertil mener Gernes at det var en entydig, logisk udvikling, og, siger han, en udvikling i ordets alm. forstand var herfra ikke mulig, hvorfor kunsten blev ironisk, en negation af sig selv. En videre logisk udvikling er naturligvis en ny positivisme hvilke han mener han selv repræsenterer i sine arbejder. 

Mellem andre stærkt avancerede malere, vil han gerne fremhæve ARTHUR KÖPCKE, JOHN DAVIDSEN, PER KIRKEBY, SVEN DALSGÅRD og GRAM HANSEN, der er nok glemt nogle, siger han, men ikke mange.