Skrifter

Pouls papirhappening

En lille Happening. Endnu har jeg ikke en titel til den, uanset at det er flere år siden jeg lavede den. Den bliver kaldt Pouls papirhappening eller Indpakningshappeningen. Der skal anvendes en rulle almindeligt brunt indpakningspapir af helst kun 50 cm bredde, sådanne ruller med 50 m i. Det direkte forbrug er 12-15 m eller lidt mere, men der skal været et overskud da rullen ved sin egen vægt skal kunne holde sig ved gulvet og under happeningens forløb yde en lille modstand. 


Happeningen forudsætter mindst 10 m2 gulvplads. Den kan laves udendørs.  I tid har den en udstrækning på 1 ½- 2 ½ minut. Den har ikke egentlig for- og bagside, men jeg mener det er bedst at der kun findes publikum  i en retning, det vil endda være bedst om publikum er siddende. Der er stor forskel på et siddende og et stående publikum.


Forløbet: en person, eller mig (det har så vidt jeg ved endnu ikke været andre end mig) tager opstilling, midt for og med ansigt vendt mod publikum. Af papirsrullen udrulles den første meter, inden jeg lægger den på gulvet ved siden af mine fødder, således at den kan rulle frit væk fra mig, vinkelret, set fra publikum ud til venstre. Der skal helst været god plads den vej, og særligt er det nødvendigt at sikre sig, at der ikke er genstande eller skarpe kanter, der vil kunne medvirke til at papiret bliver revet over. 


Når rullen er placeret, bukker jeg mig ned og lægger det udrullede stykke omkring den nederste del af mine ben således at disse set fra publikum udgør en pakke. Når det er gjort, drejer jeg mig på stedet ved hjælp af små forsigtige flyt af fødderne, rundt ”modsat solen.” Jeg lægger nu langsomt den øverste kant af papiret stadig højere op ad mine ben, medens rullen bevæger sig langsomt hen ad gulvet. På 3-4 omdrejninger er jeg nået op til hofterne. Jeg har stadig sørget for, at papiret er glat og så stramt som muligt uden herved helt at ødelægge bevægelsesmuligheden. 


Den fortsatte indpakning overlades nu helt til venstre hånd samt den fortsatte drejning og lette modstand fra rullen, der nu godt kan være løbet langt væk. Højre hånd og underarmen anvendes nu til at holde en lidt større bevægelsesfrihed åben i den midterste og næstøverste del af pakken, hvilket er en nødvendighed for at kunne fuldføre forløbet heldigt.


Når jeg er helt indpakket, op over hovedet og efter den til sidst mod loftet rettede vestre arm er gemt helt væk i papir, står jeg stille et lille øjeblik med ansigtet vendt mod publikum. Dette kan godt lade sig gøre, hvis man inden indpakningen passerer øjenhøjde sørger for at orientere sig om publikums placering. 


Efter at have stået stille et øjeblik, hvor også den knitren af papir, der ellers uafbrudt har ledsaget forløbet, er ophørt, føres så stille som muligt højre hånd ned i højre bukselomme efter saks eller åben lommekniv, som jo selvfølgelig må være anbragt der i forvejen. Med saks eller kniv stikkes nu lille hul gennem papiret. Hullet udvides efterhånden i op- og nedadgående retning for til sidst helt at have åbnet pakken, ud af hvilken jeg nu træder med et buk til publikum, medens de sidste papirstykker daler ned mod publikum.

Antologi:

Poul Gernes ”En lille happening.” i: Ta’5  1968. Genoptrykt i Jane Pedersen: Der er dejligt i Danmark – viser Poul Gernes. København, 1971 s. 76-8.

Skriften og væggen – samtale med Poul Gernes og Georg Jansen
1993
Læs mere
Farver indeholder "evner"
1990
Læs mere
Museer er ikke kun til lykke
1988
Læs mere
Kunsten som livsform
1988
Læs mere
Kunst, der ikke er brugskunst, er ikke kunst – interview med Poul Gernes ved Anneli Fuchs og Kirsten Ortved
1986
Læs mere
Både
1983
Læs mere
Skal skuden ikke snart vendes?
1983
Læs mere
Om mit billede
1980
Læs mere
Hvilken farve er den bedste i et lokale? Poul Gernes i samtale med Jane Pedersen
1971
Læs mere
Et kollektivt miljø, hvor kunstnerne accelererede hinanden. Poul Gernes i samtale med Jane Pedersen
1971
Læs mere
Skitse til manifest den 8. september 1971
1971
Læs mere
Samtale om påklædning mellem Poul Gernes og Jane Pedersen
1971
Læs mere
Pouls papirhappening
1968
Læs mere
31 billeder i 2 variationer
1968
Læs mere
Eksperimentbyen – et meta-projekt
1967
Læs mere
Spillesystemer eller bare systemer
1967
Læs mere
Selvportræt i Hvedekorn
1966
Læs mere
Broder jeg er søgende – Jens Jørgen Thorsens interview med Poul Gernes
1962
Læs mere