Der er mange slags kunst her i vores verden. Det meste samtidige kunst har dog den fællesnævner at være udstillingskunst, der kun bliver vist for et interesseret publikum. Kunsten skabes med det formål at skulle vises på museer og i udstillingslokaler, hvor vi kan gå rundt og se på værkerne. Vi går fra værk til værk – ser på det enkelte i 2-30 sekunder. Vi kan også fordybe os i et særligt ”interessant” arbejde. Det tager lidt længere, dog sjældent over nogle få minutter. Særlige eksperter påstår at kunne tilbringe dage foran et udvalgt billede. Men det er nok også kun særlige eksperter! 

For mere almindelige mennesker er den moderne form for kunstinteresse noget med 3-6 gange i årets løb, en time eller to pr gang, en kunstbog eller to i ny og næ – måske Arnoldis kunstquiz, og så er det slut.

Med andre ord – i vores kultur er kunsten en fritidsfornøjelse, der ikke har bedre plads i menneskers bevidsthed end de øvrige tidsfordriv og hobbyer. 

Det har i årevis været min overbevisning, at når det billedkunstneriske ophører med at være etisk bestemt, og derfor ikke længere er tæt sammenhængende med trivselsbehov, så mistrives både kultur og menneske. For at anskueliggøre dette vil jeg sammenligne samtidskunsten med tre andre billedkunstneriske udtryksformer – religiøs kunst, politisk kunst og folkekunst. 

En kunstnerisk udfoldelse som den religiøse kan selvfølgelig nemt forklares som nyttig og betjenende. Alligevel er der vel ingen, der vil modsige at uden billedkunsten havde en religion som kristendommen været meget fattigere. Den billedkunstneriske indsats for kristendommen var nu også helt kolossal. Det må antages, at billeder af Jomfru Maria med Jesusbarnet på armen er fremstillet mere end 10 millioner gange. 

Lignende kunstanstrengelser ses også i skulpturelle afbildninger af politiske skikkelser. Ramses II er fremstillet som majestæt, værdig, stærk og bydende, forbilledlig, og Stalin som noget lignende. Hverken Ramses- eller Stalin-skulpturerne var tænkt som ”interessant” hobbykunst eller ”intellektuel” fritidsfornøjelse. Også kunsthandlertankegangen er i forbindelse med denne kunst – som med kunst af Jomfru Maria med Jesusbarnet-slagsen – ikke alene odiøs, men også fremmedgørende absurd.

Folkekunsten var en ”fritidsfornøjelse”, men den havde også samfundsmæssige funktioner, som var uundværlige. Den øgede livskvaliteten og gav livet indhold og mening i endnu højere grad end den politiske og den religiøse kunst. Det helt store ved folkekunsten var det nærværende i dagligdagen, dens tilstedeværelse allevegne. 

Den indeholdt en dekorationslyst, en glæde og en vilje til skønhed, som i sig selv var – og fortsat er – inspirerende, opløftende og uddannende. Derfor burde folkekunsten mere rammende kaldes KUNSTEN SOM LIVSFORM. 

Fritidskunst og folkekunst (kunst som livsform) udgør yderpunkterne på billedkunstområdet, og illustrerer forskellen på æstetik (gold finkultur) og etik (bæredygtig folkekultur). Det er karakteristisk for den etiske kulturbærende kunst, at den egentlig ikke skal ses – på den sædvanlige ”se-på-kunst” måde. Den skal ikke vurderes intellektuelt, ikke nydes, bearbejdes, forstås, endsige opleves. Den skal bare leves. Den henvender sig primært til mennesket gennem følelserne, og får derved meget større og bredere betydning. 

Den ideelle kunstsituation må derfor være: Så meget kunst som mulig, alle vegne. I det hele taget er det ønskeligt, for ikke at sige nødvendigt, med en kunstnerisk bearbejdning af alt, hvad hænder har skabt. 

Ser vi ind i beboelsen på en traditionel landejendom, er ikke bare alle vægge dekorerede, men også lofter. Der er malet hyldepapir på hylderne, og måske en kniplet blonde på hyldens kant. Alle skabe og skuffer, kister og bænke er dekorerede. Hængsler, klinker og beslag er udført i smedejern efter alle kunstens regler. Beklædning, betræk og pudestykker er håndlavede i de kønneste farver. Og alt er gjort med den størst mulige omhu. 

Når alt er kunstnerisk bearbejdet (bearbejdet betyder i denne forbindelse behandlet med nænsom hånd), når alt har fået tilført en udsmykkende og god dekorering (og derved bliver til kunst), når hele den menneskelige omgivelse har været gennem hænder og fået tilført ånd, så er den nået til den tilstand, som er: kunst som livsform.