Jeg arbejder ikke med spilleteorier, derimod etablerer jeg ofte situationer, hvor tilfældigheder ikke alene er udslaggørende, men endda kan være det tilsigtede resultat, således at forstå, at målet er at nå ikke tænkbare muligheder og konstellationer. Bevidste kompositioner eller kompositionsprogrammer resulterer i for uinteressante, gennemskuelige for ikke at sige tomme resultater. Det bevidst skabte indeholder kun undtagelsesvis noget, bevidstheden kan finde en oplevelse i. 

Jeg har i nogle af mine arbejder søgt at etablere systemer, der – når de var fastlagte – selv kunne blive skabende, og som – når systemet var sat i gang – helt kunne frigøres fra min indflydelse. Målet var at nå ubevidste og hidtil skjulte strukturer (ikke mystik). Jeg mener, at den for tiden maximale mulighed for kunstnerisk udfoldelse ligger i en sådan afpersonalisering. 

Min Serie nr. 4 (1966) består af 36 1x1 m store kartoner, delt i seks underafdelinger à 6 stk. Hver enkelt flade er inddelt i 25 (5x5) ens kvadrater, som er kolorerede med i alt 10 forskellige farver (der blev anvendt i alt 360 forskellige farver) – således at 5 af disse gentager sig 3 gange, de resterende 5 gentager sig 2 gange, således at 1, 3 og 5 i første lodrette række er samme farve, nr. 2 og 4 i anden række er samme farve. 

De 360 farver, der alle er forskellige, er malet på 360 kartonstrimler (20x100 cm). Den oprindelige tanke var, at strimlerne skulle flettes efter julehjerteprincippet. Dette måtte opgives, da jeg havde valgt en forkert kartonkvalitet. I stedet blev strimlerne skåret i kvadrater à 20x20 cm, der blev opklæbet i fletteorden. 

Som udgangspunkt havde jeg 6 fordelingsprincipper. Havde jeg dengang kunnet finde flere, ville materialet være blevet udvidet tilsvarende. Begrundelsen for at lave 6 arbejder i hvert princip var, at jeg bagefter ville sammenligne de forskellige principper, finde ud af hvilke principper, der evt. var ”værdifuldere” end de andre. I 2 af principperne er der 2 forskellige fordelingsmuligheder, som jeg begge gerne ville have så fyldigt repræsenteret, at vurderingen bagefter kunne blive nogenlunde objektiv.

Principperne 

Det første princip kunne kaldes tilfældighedsprincippet eller lotteriprincippet. Det er baseret på tilfældige tal, fødselsdato eller lignende, der anvendes som udtrækningsnummer. Efter grundig blanding havde jeg anbragt de farvede kartoner i en kasse som kartotekskort. De udtrukne blev opklæbet i den rækkefølge, de blev udtrukket, nøje følgende tallene i diagrammet. 

Andet princip kunne kaldes udvælgelsesprincippet. Ved gennembladning udtog jeg farver, som passede sammen efter temperamenter, som i forvejen var valgt. 10 kølige farver for at danne et køligt billede, 10 varme – et varmt billede – 10 muntre – 10 dystre – 10 sarte – 10 ”efter min egen smag”. 

Tredje og fjerde princip var komplementær- og kontrastfarver. Komplementærfarverne var: rød/grøn, orangerød/blågrøn, orange/blå, gulorange/blåviolet. Kontrastfarverne, sort/hvid, orange/rosa, lys turkis/ultramarin, okker/grå, varm gul/kold gul, gulgrøn/blågrøn. Ved gennembladning af farvekartonerne udtog jeg dem, som kom nærmest den ideelle rosa, røde, blå osv. Ved opklæbningen var der tre forskellige muligheder. I) Vilkårlighed, som jeg ikke brugte. II) De fem lodrette i farve 1, de 5 vandrette i farve 2, dette giver et skakmønster. III) blå placeres i alle rækker med ulige tal, orange i alle rækker med lige, dette giver lodrette striber, først blå, så orange, blå, orange, blå. 

Femte princip: En farve blev udvalgt efter tilfældighedsprincippet. De øvrige 9 blev udvalgt på grundlag af denne ene. Blev den udvalgte f.eks. ultramarin, udtoges derefter de farvekartoner, der lå ultramarin nærmest. Den mørkeste mulighed er nærmest sort, den lyseste næsten hvid. Lavendelblå kan i denne forbindelse betragtes som lys ultramarin. Selvom der er 360 farver til rådighed, vil der ikke være 10, der er ens, eller f.eks. til princip 3 og 4 bare 5 ad gangen, der er ens. I princip 3-4-5 skal afvigelserne på det spektrale plan være så små som muligt. 

I sjette princip foregik udvalget efter farvestyrke. Kaldes hvid 100 og sort 0 (eller omvendt), kan gråskalaen, der går fra hvid til sort, deles i 6, lige langt fra hinanden 0-20-40-60-80-100. Det er let at udtage de lyseste (100) og de mørkeste (0), noget sværere at finde 20-40-60-80, men det kan gøres, især hvis gråskalaen, der skal være omhyggeligt udført, bruges ved at hul i midten af 20-40-60-80 anvendes til at måle farvens sort-hvidværdi, og her som princip 3-4-5 kan der kun blive tale om en tilnærmelse af idealet, rent 20-40 eller rent violet osv. 

Mit udgangspunkt var 360 forskelligt farvede strimler, som ville være opbrugt ved 36 fletninger af 10 strimler. Da det ikke kunne lykkes at flette, lod jeg strimlerne dele, jeg fik 1800 stykker ud deraf. Forbruget er 900, og da jeg lod resterne gå tilbage i kartoteket (der bruges 2 eller 3 hver gang der udtages ”en farve”, hvorfor der er 2 eller 3 tilovers af hver farve), var udvalget altid tilstrækkeligt stort. Dette var noget imod de egentlige intentioner, ifølge hvilke hele materialet ville være brugt, men som også til sidst ville have gjort muligheden for at nærme sig den ideelle farve noget spekulativ.