Han tror, det havde en heldig indflydelse på arbejdsfællesskabet på Eks-skolen, at man sad der og arbejdede med det samme. Man afgrænsede et arbejdsfelt, som der skulle arbejdes indenfor. Der var en gensidig inspiration, og der var også det forhold, at de heller ikke arbejdede individuelt. Når de f.eks. lavede skulpturer gjorde de det tit på den måde, at de havde et fælles udgangspunkt. Til sådan nogle møder om skulptur blev der i forvejen indkøbt så og så meget ståltråd, og nu skulle man udfolde sig i det materiale. En anden dag var det blanke blikplader, en tredje dag var det bløde celotexplader osv. 

Det, at en bestemt gruppe mennesker var henvist til at forsøge at udfolde sit i et bestemt udvalgt materiale gjorde selvfølgelig, at den enkelte foruden sine egne ideer og det som vedkommende selv fandt ud af, blev sat over for ti til tolv eller tyve forskellige andre udfoldelser i det samme materiale, udsprunget af de andre menneskers individuelle forhold til just det der stykke ståltråd. Det var meget spændende. Uden egentlig at have planlagt det, havde de en forestilling om, at når de tre timer var gået, så skulle produktet foreligge. Så varede den ”time” simpelthen ikke længere. Så skulle man stå med et eller andet resultat.

Det var en læresituation. Lærerne var impliceret på samme fod som eleverne, og begrebet lærer-elev opererede man ikke med. For at understrege det sagde de tit, at skolen kun havde én elev. Det var Poul Gernes. Og så var der tyve professorer. Det var de andre. Og de der havde startet som lærere i sin tid, havde en forpligtelse til at udføre deres egen selvstændige maleri eller hvad det nu var indenfor skolens rammer. Man nedlagde sådan set de private hjemmeatelierer.  

Når de havde rodet med ståltråd i tre timer individuelt og stillede produkterne op ved siden af hinanden, kunne de tydeligt se, at dér var et konstruktivt arbejde, dér var et følsomt, dér et naturalistisk osv. Så talte man om det, og det var muligt for dem uanset det kunstneriske udtryk og på tværs af forskellige udtryksformer at kritisere hinandens produkter, tage stilling til dem og synes det var skidt eller godt. De kunne alle sammen, uanset om de var konstruktivistiske eller hvad de var, stå og se på en surrealistisk skulptur, og så kunne de sige, at hvis den havde været lidt længere, sådan trukket lidt ud til højre der, så ville der have været større spændinger, så ville den have været mere udtryksfuld.  

Der var et eller andet med at acceptere hinanden og hinandens udtryksformer, og at det faktisk lykkedes dem at sige et eller andet på tværs af de forskellige udtryksformer. Det karakteristiske for skolens miljø var, at de produkter der udgik derfra både dengang og nu var stærkt forskellige. Og de forskellige mennesker, der var med dengang, og som stadig hænger sammen i nogen grad, de forbliver stærkt individualistiske.

Poul Gernes har den oplevelse af skolen, at de mennesker, der trådte sammen der, var i stand til at accelerere hinanden. Der skete et eller andet. Han tror ikke, at de mennesker var særligt udvalgte på forhånd. Han tror mere på, at skolesituationen gjorde, at de udviklede sig, at de kom langt udover den enkeltes individuelle evner, at samarbejdet og fællesskabet modnede noget i dem, som ikke ville være modnet uden just i denne situation. 

Det gælder i hvert fald ham selv. Han har en tydelig fornemmelse af, at han muligvis nok var kommet lige så langt, men at han i al fald ville have været væsentligt meget længere om at nå lige så langt. Skolen udgjorde et dynamisk miljø, hvor man i høj grad accelererede hinanden.