Jeg tror, at det er et ikke helt ringe billede – det er meget venligt, så venligt at det er lige før det er naivt. Det er også skægt. Det er næsten ikke selvhøjtideligt – selv om det sådan set er højtideligt nok. Så er det slagkraftigt, fast og stramt, er meget ligetil uden at stikke noget under stolen, uden at forsøge at være bedrevidende, smart eller alt for intellektuelt. Hvis det også er underholdende, meddelsomt og livligt, hvad jeg selv tror, så er det muligt, at billedet også er folkeligt, hvad jeg meget gerne vil have, da det at være folkelig hører til mine ambitioner.

Om billedet kan det fortælles, at det er et forarbejde – til en udsmykning på et farvefirma. Det at det var en farvefabrik ligesom tvang til farveskala og til klatmaleri. Det kunne der siges meget om, men der er to andre sider, der lige skal omtales. Den ene: selv om billedet ser rodet ud, så er der en del system i det. For det er sådan, at der er én farve, der er én af. Så er der 24, der er to af. Så er der én, der er 24 af, og den sidste der er der 25 gange. Og hvorfor så det? Jo, det er ved forsøg blevet min opfattelse, at det ikke for det menneskelige øje er muligt at holde orden på, få overblik over mere end 25 forskellige farver. 

Det andet der skulle omtales her: billedet har tilbage gennem årene en hel del forgængere af mere eller mindre samme slags, således at det ikke er en tilfældig indskydelse. F.eks. hænger der på Københavns Amtssygehus i Herlev et, der helt tydeligt er en forløber.

Så har jeg tænkt mig, at den enkelte ihændehaver af ”mit billede” selv skulle vælge, hvad der er op og ned på billedet. For uanset hvilken led, det ophænges på, så tror jeg ikke, det vil tage lang tid til indlevelse, før så godt som enhver vil kunne iagttage, at det er fire forskellige billeder, der er at vælge imellem. Selv holder jeg for tiden mest af den ”led,” hvor den grønne mørke figur sidder nederst til venstre. Den og de tre nærmeste kan så ligesom udgøre et lille fra de øvrige isoleret billede, nok det mest forknytte af alle mulige. Udvider man/jeg så det lille billede med de nærmeste fem, således at det bliver 3 x 3, så er det et helt andet og meget mindre forknyt billede, der er stilfærdigt og pænt i forhold til det meget mere buldrende og livlige, der f.eks. udgøres af de nærmeste 3 x 4 til højre herfor.

Og så her til sidst vil jeg benytte lejligheden til at sige, at jeg i modsætning til mange af mine kolleger synes, at en reproduktion af et godt billede er ikke så lidt mere værd end megen original grafik. For uanset hvor forkerte farverne er, hvor dårligt reproduktionen er gjort, hvor uheldigt papiret er valgt, så vil et godt billede stadig overleve, stadig være med. Er det gode billede ikke bare godt, men også et originalt kunstværk, så kan nogle af ovennævnte vanskeligheder oven i købet være positive for billedet. Det sidste var lidt spidsfindigt.