Det der er galt, er at så mange af skolemiljøerne er åndssvage, begynder Poul Gernes. Arkitekterne afleverer for tiden nærmest nødtørftsrum. De er helt farveløse. Og egner sig slet ikke til den funktion, de skal have. 

På en skole må klasselokalerne jo være det primære. Det er de rum, som eleverne skal lære noget i – men samtidig er sådan nogle rum jo også til at være i. Man skal have det godt, føle sig oplagt og energisk. Og så hjælper det ikke noget, hvis man sidder med gråt gulv og nogle snuskede vægge, uden noget der liver op. 

I et klasselokale skal man være vågen og veltilpas. Og derfor har jeg en række steder malet væggen bag tavlen citrongul. Det er en farve, man bliver vågen af – både som barn og som voksen. Og så er det en farve, der giver den maksimale kontrast til den sorte farve: Tænk bare på, hvordan den kontrast udnyttes på trafikskiltene … Sammensætningen af kulsort og gult, det er et meget kraftigt signal. 

Men læreren skal der også tages hensyn til, fortsætter Gernes. Han eller hun må jo også føle sig vågen i rummet. Men ikke helt på samme måde som eleven. Læreren må gerne stå eller sidde og se mod en varmere farve. Så på bagvæggen i mange klasserum har vi malet kromgul, orange og laks. Næsten sådan som dameundertøjet var i gamle dage. Men der må en lille smule kold rosa til, for at tage det lidt lumre der ellers kan komme og forstyrre. 

På gange og i trapperum må der være nogle andre farver. Børnene og lærerne skal jo kunne mærke, at nu er det andre funktioner, der gælder. Så der arbejder vi tit med den hvide bund, og med blå og grønne farver. Det giver en god kontrast til klasselokalerne, med deres gule og rosa. 

Men det er vigtigt, at der bliver brugt rene farver. Det skal være spektralfarver. Det vil sige den slags farver, som man kan se, når sollyset flækker i farvegrupper ved at gå gennem et prisme. Spektralfarverne har nemlig rene bølger. Det er de mest farvestrålende og harmoniske – og energioverførende. 

Det er anderledes med for eksempel okker, mosgrøn, beige og lignende. De farver kaldes også tertiære farver. De er blandede af flere bølger og har derfor ikke den samme energioverførende virkning. Mellembrun er en dårlig farve i et skolemiljø. Den giver tryghed, men ikke kvikhed. Og alligevel har man jo brugt den gennem århundreder. 

Gernes beretter, hvordan hans udsmykninger bliver til: Vi er som regel nogle stykker, og arbejder gerne kollektivt og uden navns nævnelse. For det er selve udsmykningen og dens løftende virkning på funktionen … Det er dét, det drejer sig om. Så det er altså malerfirmaet Gernes, der er i gang: mig selv og min kone og skiftende hjælpere. Det har tit været elever fra Kunstakademiet. Så vi fortsætter de gamle værkstedstraditioner. 

Men det store malerarbejde på væggene, det rører vi ikke. Det er noget med faglige grænser. Vi er ikke ude på at tage arbejdet fra nogen. Men vi blander os da i, hvad det er for nogle farver, der kommer på væggen. 

Ja, det er Poul, der bestemmer! – slår Jansen fast. 

Så selve dekorationen, fortsætter Gernes, den foregår med klodser, som vi har forsynet med skumgummibelægning. Vi kalder dem dutter. Dutten kan suge maling op til ca. ti aftryk. Og så begynder vi i hjørnerne og bliver ved, indtil blomsterranken, ornamentet eller hvad det nu er, fylder hele væggen. Ofte sker det ved, at sidste mellemrum er for lille til endnu et aftryk. Derfor plejer vi til sidst at dyppe yderste spids af en finger – og så sætte en lille prik. Det er for at fortælle: Vi véd det godt… 

På den måde har vi skabt noget, der er ordentligt og rent i linjerne – og noget, som tydeligt er lavet af mennesker. Det er meget vigtigt, at man kan se: Dette her er altså hånd-gjort. På den måde sætter vi liv i mange af de miljøer, som er blevet skadet af alt det rationelle og industrialiserede. 

Det er et stykke dansk kunst vi laver, understreger Gernes. Jeg tror ikke på det internationale i billedkunsten. Billeder og dekorationer og al kunst skal blive til lige på sit bestemmelsessted, afstemt efter forholdene dér.