Mener du, at kunst er overflødig, at kunstneren er overflødig i samfundet i dag?

De moderne, ja – ægte, nej. Det spørgsmål er sædvanligt, hver gang jeg nævner det med den moderne kunsts uanvendelighed. Problemet er, at kunstnerne ikke er samfundsbevidste på grund af, at kunstens normer alene er egoismer. Kunsten fjerne sig fra befolkningen (er det, der hedder ”kunstformidling” ikke det bedst mulige udtryk for, at den moderne kunst har forladt kulturen?). Irma-damen fjerne sig ikke fra kunsten eller kunstneren. Kunstneren har helt andre interesser end at betjene sit samfund. Kunstneren har tidligere haft en betjenende funktion (og dette – det betjenende – er stadig kunstens mening), og han er nu en intellektuel ”guru”, finkulturel og højt hævet over Irma-damen. Han tager sig ikke af sit samfund, den plads han har fået i samfundet, forsømmer han udover enhver beskrivelse. Den moderne kunst er ikke bare overflødig, den er skadelig.

Hvad mener du, at kunstneren skal gøre, hvad er hans opgave?

Hun og han skal forskønne, pynte, menneskeliggøre. Der er noget, der hedder farvestrålende, opløftende, forædlende, inspirerende – det skal billedsmørerne tage sig af, det er opgaven og nødvendigheden, de behøver slet ikke at lave billeder. Disse moderne små lærredsstumper med ramme om, det er salgsvarer og investeringsobjekter, der ikke har noget med kulturen at gøre. Tværtimod – samfundet ødelægges.

Hvordan kom du i gang med de store udsmykninger? Blev du bedt om at lave dem?

Den første af de to store – det var Kunstfonden, der spurgte om jeg kunne lave et billede til en af de to vægge i hospitalet i Herlev. Så stod opgaven på i så mange år, der kom så mange forhindringer og udsættelser, at jeg dels blev involveret i meget andet på hospitalet og dels bredte mig udover mange vægge. Udsmykningen voksende fra et 20m2stort billede til at være omkring 500m2.

Var det dig, der kom med forslaget om at farvesætte rummene, eller blev du bedt om det? Det er jo ret utraditionelt på et hospital.

Det var en udvikling, men da havde jeg i nogen tid levet af at istandsætte og anderledes-male forskellige miljøer, for eksempel for Københavns Kommunes feriekolonier. Feriekolonierne skulle istandsættes, men det, der hedder miljøet, gik jeg også og rodede med og ændrede på med en for mig ikke dengang særlig bevidst fornemmelse af, at en kunstnerisk udfoldelse ikke hører til på små flader i guldrammeindpakning, men netop er rigtigere som folkekunsten for bare 50-100 år siden, der udfoldede sig alle mulige steder, på vægge, lofter og så videre, uden rammer.

Efterskrift af Poul Gernes

Er det ikke sådan:

1.         At vor moderne kunst egentlig ikke er til stede i samfundet, ikke bruges af befolkningen, men tværtimod kun af velhavere og kun som investeringsobjekter?

2.         At vor moderne kunst er individuel, bestræber sig på at være individuel og derfor individualiserer, helt stik imod de gamles, helt stik modsat sund fornuft, vane og tradition, helt stik modsat hvad et samfund, et folk, en kultur har brug for eller kan bruge til noget som helst?

3.         At moderne kunsts fælles ideale fordringer alle er egoismer – alle uden undtagelse, blottet for fællesskab, medmenneskelighed, kollektivt noget som helst. Den moderne kunst skal være original, ny, avanceret, endda provokerende, sensationel og mere af samme slags?

4.         At moderne kunstnere stræber efter at udstille, hænge på museum, være berømte, komme i medierne, blive internationalt kendte og så videre, uden at lægge mærke til, at just derved forsvinder muligheden for at betyde noget for samfund, medmennesker og kultur. Just derved – og samtidigt – bliver de og ”produktionen” individuel, intellektuel, privat og uvedkommende. – ”Værkerne” bliver til fænomener og oplevelser, interessante objekter, der i åbenbar selvtilstrækkelighed ikke engang bare forsøger at være anvendelige eller på anden måde i sammenhæng med sin kultur, socialt positiv for sit samfund?