Paul Gernes er ikke min bror. Men han siger broder til alle for at understrege at alle mennesker er brødre. Denne tanke har drevet ham til at organisere Den Eksperimenterende Kunstskole på samme måde som den har drevet alle øvrige unge kunstnere til at samle sig i grupper og udstillingssammenlutninger i langt højere grad end før i tiden.
 
Samtalen med Paul Gernes – der endnu kun har et par udstillinger bag sig – er en dokumentation ikke alene for en lille kunstskole, der allerede ved sin start fik skyld for at være en trussel mod det store kunstakademi, men også dokumentation for en positivisme blandt unge malere, en positivisme, der nok skal bære frugt.

Thorsen: Hvad er der i vejen med maleriet, Gernes?

Gernes:  Broder, hvordan vil du ha’ jeg skal udtale mig om det? Det har jeg ikke en klap forstand på.

T.: Hvad får en gruppe unge kunstnere som jer til at starte en skole? Er der ikke skoler nok i verden?

G.: Jo, men de er ikke gode nok.

T.: Hvad er der i vejen med akademiet?

G.: Da vi startede havde vi ideen om, at det måtte kunne gøres bedre end akademiet … jeg mener – i forhold til de penge, der bruges på akademiet, synes vi ikke resultaterne var store. Kort sagt: Akademiet var en møjskole, troede vi.

T.: Hvad med jeres egne resultater? – Nu har den eksperimenterende kunstskole levet et år, I har haft elevudstilling, I kan se tilbage på.

G.: Jeg er ikke længere kritisk overfor akademiet. Jeg har erfaret, hvor forskelligt menneskematerialet er, hvor langsomt det går, inden man når resultat. Jeg er blevet tolerant. Jeg kan ikke på noget punkt notere resultater for vort eget vedkommende. Vi har hjulpet nogle malere i gang med deres individuelle udvikling. Derudover intet. Det, jeg gik ind for, da skolen startede, er endnu ikke blevet til noget.

T.: Er du desillusioneret, Paul Gernes?

G. Nej, tværtimod, broder. Vores skole har jo ændret struktur i det forløbne år. Vi startede som en rigtig skole, et slags akademi med lærere og program og mange projekter. Senere er vi langsomt gledet derhen, at vi har reduceret os selv til at være et værksted, hvor eleverne kommer og inspirer hinanden. Til gengæld har vi så haft foredragsserier med mange forskellige, med Mertz, Uffe Harder, Schwalbe og flere andre. Og det er jo netop det, der er godt: I modsætning til akademiet kan vi ændre form, tage et emne op, smide det på gulvet igen og prøve noget andet. For vi er jo ikke bundet af noget råd eller nogen fundatser. På den måde kan vi opnå en friere form og tiltrække andre mennesketyper end de, der egner sig for en akademisk undervisning.

T.: Hvad har du selv haft ud af det?

G.: En masse spild af tid og penge, uden resultater; men ikke uden håb. Vi har bedt staten om at støtte lidt. Den støtter jo andre private kunstskoler. Men det ligger vist lidt tungt med os endnu.

T.: Din egen tanke med skolen, hvad var den?

G.: Det var jo slet ikke fra min side meningen, at mine elever, eller hvad man nu skal kalde dem, skulle lave skilderier. Dem laves der nok af rundt omkring. Vi skulle slet ikke lave noget, men først sammen finde ud af, hvad det vi skulle lave, skulle bruges til. Hvad kunsten skulle bruges til. 

T.: Hvad ville du svare, hvis man spurgte dig selv?

G.: Det ved jeg ikke, broder. Jeg er søgende, og skolen ville måske være en hjælp for mig i min søgning … jeg kan måske … sige … lad mig nu se … øhm … jo … En doktor er til for at reparere en brækket arm, en cykelsmed for at sætte en ny krank i, en snedker for at reparere et brækket stoleben. En kunstner er til for at reparere en knækket moral. 

T.: Hvad er der i vejen med vores tid … Hvad er det, der er knækket?

G.: Det er en stor mundfuld, broder. For øjeblikket skal vi ha’ inkorporeret atomkraften, den trænger sig på med bomberne. Mennesket må holde op med sin individualisme, et samarbejde, et broderskab må træde i stedet for.

T.: Hvordan arbejder du i den retning med din kunst?

G.: Man kan dele kunst i tre grupper: 1. Avantgarde, 2. Dekoration, 3. Hobby. Hobby er noget man gør, for at gøre noget … er du med? Dekoration er, når man arbejder i én eller anden stil. Den kan godt være moderne, men det er først og fremmest pynt. Avantgardekunst bli’r en ting, når den er levende, er ny. Jeg prøver at komme væk fra staffeli-maleriet, for billedet er efterhånden bare blevet pynt, som man hænger op for at dekorere. Jeg prøver at rense min kunst, gøre den ny hver gang. Når jeg f.eks. laver et billede ved at krølle en avis, så er det gjort, det bli’r ikke gentaget, og når jeg bagefter folder et stykke ståltråd eller et stykke blik, så gentager jeg heller ikke det mere.

T.: Storm P. Sagde: ”Kunsten kan være nok så stor – der skal dog altid være en ramme om den!”

G.: Avantgardekunsten er befolkningens værn mod at dø af borgerlighed.   

T.: Hvad er der i vejen med borgerligheden?

G.: Der er det i vejen, at man dør af den. Dør i selvtilfredshed.