Feriekoloni Havreholm
De to ægtepar, Poul og Aase Gernes og Knud og Birgit Pontoppidan, etablerede Firmaet Hjælp, der skulle resocialisere tidligere stofmisbrugere gennem hårdt fysisk arbejde. Firmaet Hjælp fik en aftale med Københavns Kommune om istandsættelse af feriekolonier. Et af de første steder var Havreholm. De to par, Gernes-familiens to yngste børn og fire nyligt nedtrappede stofmisbrugere boede og arbejdede på feriekolonien i fire måneder. Projektet var baseret på en kollektiv livsstil. De sov i fælles sovesal, spiste fælles måltider og skiftedes til højtlæsning om aftenen. Efter Havreholm flyttede de videre til en anden feriekoloni ved Stillinge Strand.
Med til billedet hører, at Poul Gernes samtidig arbejdede på udsmykningen af Herlev Hospital og udstillingen Der er dejligt i Danmark i København, mens Knud Pontoppidan var i gang med at oparbejde et nystartet firma med speciale i rumforskning. Firmaet Hjælp eksisterede i ca. et år. Havreholm er en af de tidligste Gernes-udsmykninger. Farveholdningen virker frisk og karsk i forhold til farverne på Herlev Hospital, og især i forhold til de senere, mere raffinerede farvesætninger.

