Værk

I foråret 1980 læssede familien Gernes deres Volvo Duett og kørte fra deres hjem og atelier i det nordlige Skåne til stenhuggerbyen Pietrasanta i det nordvestlige Italien. I bilen var en mannequin, modificeret af Poul Gernes og tænkt som model for de to figurative stenskulpturer i Gernes’ omfattende værk Store Rosa og Lille Rosa. I de følgende år foretog Gernes flere rejser mellem Skåne og Pietrasanta, men i samme periode begyndte han også at bruge mere tid og energi på offentlige udsmykningsopgaver i Danmark. Som følge heraf blev skulpturerne i Italien aldrig helt færdige, men blev stående i stenatelieret.

Femten år senere følte han behov for at færdiggøre skulpturerne, og i sommeren 1995 ledsagede jeg Poul og Aase Gernes til Pietrasanta for at hjælpe med at færdiggøre Rosa-skulpturerne. De to skulpturer, med deres arkaiske, tavse ansigter og stiliserede stenlegemer, ventede på os i Sem Gherlardinis berømte stenatelier. Mange år under den åbne italienske himmel havde efterladt et mørkt og ujævnt lag på overfladen af det rosafarvede portugisiske marmor. Vores opgave var at færdiggøre skulpturerne: at udskære de sidste detaljer, indarbejde dekorative blade i soklen på Lille Rosa, bestemme den præcise form på det dekorative hår og afslibe og polere overfladelaget på Store Rosa.

Det er faktisk to versioner af den samme skulptur i forskellig skala. Lille Rosa er skåret ud af én enkelt marmorblok, hvilket kan være svært for det utrænede øje at opdage, da soklens trappeformation er dækket af et indlæg af slyngede blade – en udsmykning, der ofte ses på væggene i Gernes’ mange offentlige udsmykningsværker. 

Store Rosa består af to slags sten. Figuren er – ligesom Lille Rosa – af rosafarvet portugisisk marmor, mens soklen er skåret af grå italiensk marmor. Begge Rosa-figurer holder et par arbejdsbukser af den type, Poul Gernes foretrak, i deres venstre hånd. Bukserne falder ned mod soklen i bløde folder og tjener både som støtte for den høje stenfigur og som en gestus til den traditionelle drapering i klassiske figurative stenskulpturer. 

Karakteristisk for Gernes er, at hans skulpturer spænder vidt over kunsthistorien – fra antik skulptur over Duchamps Nøgen figur, der går ned af en trappe til 1960’ernes popkunst. Den modificerede mannequin, der tjente som model for skulpturerne, har givet dem et stiliseret udtryk, befriet for naturalistisk ambition. Det ekspressivt frodige hår har en særlig funktion. Gernes ønskede, at skulpturernes karakter ikke skulle pege på en bestemt stil eller epoke, så han gav dem en meget distinkt og ornamenteret frisure, måske snarere inspireret af barokkens frit bølgende former. 

Mange har bemærket, at hovederne på begge skulpturer har en stærk lighed med den unge Aase Gernes, så skulpturernes brede historiske referencer inkluderer sandsynligvis en meget personlig dimension. På soklen af Store Rosa sidder en lille frø, også hugget i marmor, og på siden af den grå sokkel findes en inskription, som lyder: PRINSESSEN, PRINSEN OG KUNSTNERENS BUKSER.

At arbejde med en figurativ marmorskulptur er en meget langsom proces, og jo tættere man kommer på den færdige skulptur, desto langsommere bliver det. Det handler om mikroskopiske forskelle: hvordan lyset falder på stenens overflade, hvordan skygger definerer en konkav eller konveks form. Nogle gange er øjet ude af stand til at afgøre det, og så tager fingerspidsernes følsomhed over – de kan opfatte nuancer, niveauforskelle og detaljer, som øjet ikke kan registrere. En stenskulptur har en lang og pålidelig hukommelse. Den kan stå ufuldendt i et atelier i femten år, for derefter at vækkes til live igen, og arbejdet kan genoptages præcis, hvor det slap. For en skulptur, hugget i sten, der er millioner af år gammel, er femten år kun et blink med øjet.

Meget var sket i verden i løbet af de femten år. Berlinmuren var faldet, og den digitale revolution havde indledt sin omfattende transformation af menneskelig kommunikation. Rosa-skulpturerne var allerede bogstaveligt talt anakronismer, da Gernes begyndte arbejdet på dem, udenfor den lineære tidsforståelse. Det var netop Gernes’ ambition: at skabe tidløse værker, der ikke kunne tilskrives en bestemt genre eller reduceres til en specifik kunstnerisk stil. 

Gernes havde oprindeligt planlagt at male øjnene, læberne og kinderne på de to Rosa-skulpturer, ligesom oldgræske marmorskulpturer blev malet i stærke farver, men han nåede det aldrig. Store Rosa blev Poul Gernes’ sidste værk. I marts 1996, kort efter sin hjemkomst fra Pietrasanta, døde Poul Gernes – kun få dage før Rosa-skulpturerne skulle udstilles for første gang i Danmark.

At arbejde på en stenskulptur er en konkret måde at lade sine tanker efterlade spor i materialet, at omdanne en idé til form gennem en løbende forhandling med stenens vilje. Det kræver både erfaring og tålmodighed. Arbejdets sidste fase, poleringen af overfladen, er noget særligt og næsten intimt. Det er krop mod krop, levende hud mod stenens overflade, med kun et tyndt lag sandpapir imellem. Poul og Aase Gernes polerede selv Lille Rosa. Det var en langsom og nænsom proces, som at tage sig af en længe savnet ven.

Kort før afrejsen til Pietrasanta i sommeren 1995 havde familien Gernes oplevet et stort tab. Et ungt familiemedlem var omkommet i en tragisk ulykke, og sorgen blev derfor en uundgåelig ledsager på deres rejse og ophold i Italien. En sådan sorg kan man ikke lægge fra sig, når man går på arbejde. Sorgen fulgte dem ind i atelieret, blandede sig med stensandet, hvirvlede i luften og lagde sig som et fint, tyndt lag over alt og alle.

Arbejdet med at færdiggøre skulpturerne kan have været en måde at komme igennem den første vanskelige fase i sorgens ubønhørlige dramaturgi. At have en daglig opgave, et arbejde, der skal gøres, noget, der holder kroppen beskæftiget, mens tankerne får tid til at vænne sig til det utænkelige. Sådan var det nok i de måneder i Pietrasanta. Ars longa, vita brevis.