Udsmykning

Det første møde med Poul og Aase Gernes fandt sted en sen eftermiddag i efteråret 1982. Skolen var forladt, og det var mørkt udenfor. Jeg havde som billedkunstlærer lovet at tage imod dem, fordi skolens rektor, Willy Mathiesen, var til møde i amtet. Ventetiden blev lang, inden de dukkede op i deres overfyldte Volvo stationcar. 

Det første Poul gjorde var at snige sig ind i skolens kopirum med sine håndskrevne ark. Han var dengang i færd med sit korstog imod den moderne kunst. Aase syntes vist, at det gik lige hurtigt nok. Jeg kendte kun til fotos af en ung flot Poul Gernes og var derfor chokeret over hans grå og noget sammenfaldne skikkelse. Senere fandt jeg ud af, at Poul havde en alvorlig nyresygdom. 

Efter kopieringen gik turen rundt i skolens nye tilbygning, tegnet af Friis & Moltke. Det eneste, der ikke blev kommenteret, var Per Kirkebys store maleri, der var blevet indviet året før. Ellers blev der taget afstand fra arkitekternes smagfulde farvesætning og belysningen sammen med det gule murværk, der kvalte al farve. Gardinerne var mørkegrønne, dørene mørkerøde. Dodenkop kaldte han farven. Også stolene var mørkegrønne og blev oplevet som mørkegrå på grund af lyset, lød det. Analysen udviklede sig til et foredrag om farver og farvesætning ud fra den farveskala Poul selv havde udviklet i sine udsmykninger. Jeg havde ikke svar parat, men havde fået noget at tænke over. 

I påsken 1983 indlogerede malerfirmaet sig på skolen. Firmaet var Pouls betegnelse for det arbejdskollektiv, der bestod af Poul og Aase og deres datter Ulrikka, samt flere andre. Betonen omkring foldevæggen stod rå og grå, men blev senere malet blå i to stærke nuancer, efter Pouls anvisning. Den valgte teknik til foldevæggen var skabelonmaleri, der f.eks. kendes som borter i trappeopgange fra ældre boligbyggerier. Her anvendtes teknikken frit uden gentagelsesprincip. Motivet var et gammelt kirsebærtræ, hvis stamme var anbragt i væggens venstre side, og hvis grene med blomster bredte sig i en stor bue imod højre. 

Ud fra sit skitseforlæg tegnede og skar Poul motivet ud i baner af brunt indpakningspapir, der efterfølgende blev ophængt på foldevæggen. De skulle hænge til dagen efter for at optage rummets luftfugtighed. Med små malerruller blev de forskellige farver så påført de udskårne steder i papiret med indøvet rutine af assistenterne. Poul lavede i tilgift en dekoration på foldevæggens bagside. Han vidste, at lokalet blev brugt til møder, når der ikke blev spillet teater. Det samme motiv (hjerter og teatermasker?) går igen på hver anden sektion og fordobles om midteraksen. Indimellem er der en symmetrisk gentagelse af runde former som perlekæder. Han forklarede muntert, at de neddæmpede gråtoner og farver var valgt ud fra rummets lys, og at den blide og svævende dekoration var valgt, for at man under lærerrådsmøderne skulle kunne eskapere sig fra en kedelig dagsorden ved at lade øjet vandre rundt i dekorationen. 

Den videre udsmykning af gymnasiet blev grundigt overvejet i den følgende tid. Poul ville lave en frise med kirsebær som motiv. Frugterne fra kirsebærtræet på foldevæggen skulle ned i salen og omkranse tilskuerne til det, der foregik oppe på scenen af kunst og kultur, indrammet af træets bue og blomstring. Og frisen skulle laves på stedet af brugerne af rummet, elever og lærere. Der var først en længere forberedelsesfase. Poul tegnede og malede kartoner med kirsebærfrisen, der blev ophængt i salen for at beregne dens placering. Jeg aftegnede kirsebærmotiverne flise for flise fra Pouls kartoner til transparent papir, så de også kunne bruges spejlvendt. Ved hjælp af en lyskasse overførtes motiverne til alm. kopipapir, som deltagerne brugte sammen med kalkerpapir til at overføre omridset af motiverne på fliserne, der herefter blev bemalet. 

Foroven og forneden blev de indrammet af en grøn bølgende bort, der bestod af en fri blanding af blåt, grønt og hvidt. Op imod scenen i hver side sluttede borten i et vikingeagtigt slangehoved, som billedkunstlæreren malede. Her blev også de deltagende elever og læreres signaturer anbragt. Under frisen med regelmæssige mellemrum var der rombeformede flisefelter med grene og blomster i den samme skabelonteknik som træet. De var forbundet med frisen af store cirkelformede hængsler, som Poul kaldte grammofonplader. Poul fortalte, at romberne var inspireret af svenske menighedshuse, hvor det var skik og brug at ophænge blomstrende grene eller blomsterbuketter på væggene. 

Frisen er ca. 52 m lang og fliserne med kirsebær måler 20 x 20 cm; fliserne med bort 20 x 10 cm. Motiverne er påmalede med Colormix i max. fem farver: rød, blå, grøn, okker og en særlig rosa, som Poul kaldte nonnemaverød. De optræder i 25 forskellige udgaver og i et tilsvarende antal spejlvendte ca. fem gange hver. Det vil sige ca. 250 med bær og ca. 500 med bort. Ud fra nogle meget enkle kompositionsprincipper blev det overladt til os selv at bestemme motivernes rækkefølge, der skulle virke tilfældig-naturlig. Vi grupperede de 50 forskellige motiver fem gange for at sikre en ligelig fordeling af dem over hele frisen. Ellers bestemtes rækkefølgen af, hvilke motiver vi syntes passede sammen. Resultatet blev et meget frit og naturligt forløb, hvor spinkle og kompakte afsnit vilkårligt veksler imellem hinanden. 

Poul ville afslutte frisen med en blåglaseret lerflise til indramning af kirsebærrene og som kontrast til det gule murværk. Han tegnede en flise, der målte 20 x 20 cm, så frisen endte med at blive ca. 80 cm i højden. Flisen afsluttedes i toppen med et bølgeindsnit, der skulle laves ved hjælp af tomme konservesdåser som skæreredskab, så der blev i en periode spist mange tomatretter i det lille hjem. Bølgebevægelsen skulle gentages af en fingertegning i leret og underneden en dekoration, som også skulle tegnes med fingeren. Poul kaldte den ”kryds og bolle”, men jeg kaldte den ”liv og død”, når Poul ikke hørte det. Krydset var et kors og bollen et soltegn. Forneden afsluttedes flisen af en høj kant, som skulle indramme kirsebærrene. Peter pedel lavede skabeloner til bølgerne og ”kryds og bolle”-tegnene, og han opfandt et snedigt redskab til deltagerne, så kanten kunne formes ensartet. Processen med at forme fliserne blev en slags manufaktur, selv om vi kaldte redskaberne for maskiner. 

Mange elever og lærere deltog uden for skoletiden til hen under aften. Var man ikke fingernem, deltog man i æltningen og udrulningen af leret til plader, eller man bagte pizzaer til den efterfølgende fællesspisning. Jeg var den lokale tovholder og samtidig i mesterlære. Jeg blev ekspert i omgangen med chamotteler, optørring af fliser, deres forglødning, glasering og risikable opstilling i ovnen. På alle tider af døgnet var der brand i skolens lille keramikovn, der skulle tilses nat og dag. Nogle af de deltagende elever var så begejstrede, at de også meldte sig til at udsmykke Rebæk Søpark kollegiet i Hvidovre (1983-84). 

Indramningen af sceneåbningen kom til senere. Den blev lavet af et hold akademielever. Poul sendte os en farvelagt tegning af projektet, og vi takkede ja til forslaget efter nogen betænkningstid. Udsmykningen blev en tour de force i blomstermotiver, der var gennemspillet i forskellige teknikker. Bølgemotivet og kryds og bolle-temaet fra frisen var blevet videreudviklet. Fingertegningen i leret var lavet med dobbeltstreger, og fingertegnede blomster strakte sig over ni fliser som indramning af drejede hvide blomster. Opdrejede skåle var skåret ud i lige dele og delene lagt ned som kronblade. Forneden i hver side var der anbragt en blomsterknop. Imellem de store blomster var der anbragt hvide og lyserøde fliser, nogle lavet som stempeltryk, andre med glasurbemaling. De opdrejede blomster og de kvadratiske hvide felter dannede en gentagen rytme, lodret og vandret. Virkningen var overdådig, men måske ikke for sarte sjæle.