Udsmykning

Et modul som svarede til en etage på sygehuset i Herlev blev opført på Gentofte Amtssygehus. Set isoleret var udseendet foreløbig ikke det mest interessante, men derimod de medicinske og mentalhygiejniske konsekvenser af det polykrome miljø. Derfor var prøvemodulet meget mere end en mock-up. Det var snarere end egentlig generalprøve på et nyt hospitalsmiljø, dets nye farvesætning og dets lige så nye inventar. Bl.a. ønskede man at afprøve nogle af de nye og meget avancerede tekniske hjælpemidler, som det nye sygehus i Herlev skulle udstyres med. 

Det var f.eks. nyt at sengene på sengestuerne kunne indstilles individuelt af patienten. Fra sengens knapsystem kunne man også fjernstyre persiennerne og gardinerne i lokalet. Vandet i vaskekummerne kunne aktiviseres ved hjælp af en håndbevægelse. Det handlede ikke kun om bekvemmelighed, men også om hygiejne og økonomi.

Men det dristigste af det hele var naturligvis Poul Gernes’ farvesætning. Kunstneren og hans kone, Aase Seidler Gernes, boede nærmest på byggepladsen i Gentofte, mens de sammen med et par malersvende malede vægge og armaturer. Farvesætningen omfattede også tæpper, der blev gjort blå, og selve møblementet og gardinerne blev påtrykt et mønster med papegøjer og store blomster, et sandt farveorgie.

Et klinisk eksperiment skulle nu demonstrere, om det polykrome miljø fungerede efter hensigten. Det foregik ved, at forskellige afdelinger på skift flyttede ind i prøvemodulet. Over en periode på ca. tre måneder ville man iagttage reaktionerne hos de involverede, både patienter og personale. Ud over de erfaringer, der blev gjort med hensyn til moderne hospitalsteknik, registrerede man hurtigt at farvesætningen som helhed havde en positiv effekt på omgivelserne. Farven blev opfattet som et psykosomatisk aktiv, et opkvikkende middel, som kunne indtages uden piller og injektioner. Man skulle blot bruger sanserne og se sig omkring.

Enkelte negative bemærkninger var der også. Ekstra-Bladet (18. november 1970) nedskrev nogle af dem: ”Vorherre bevares, hvor er dette papegøjebur rædselsfuldt,” sagde en patient. En anden tilføjede: ”Da jeg vågnede op efter bedøvelsen og så de farver, troede jeg bestemt, at jeg havde fået en hjerneblødning.” 

Men de fleste reaktioner var positive, og nogle var ligefrem begejstrede. Som denne: ”Her er vidunderligere end på det dyreste luksushotel. Det eneste jeg faktisk savner, er en bar.” Eller: ”Jeg vil håbe, der går mindst et par uger, før jeg bliver rask, for aldrig har jeg oplevet så dejlige omgivelser.” 

En sygeplejerske konkluderede overfor Ekstra-Bladet: ”Det varer lidt, før man vænner sig til omgivelserne, men så har man også svært ved bagefter at finde sig tilpas andre steder.” Det var også andres erfaring. De stærke farver krævede en vis tilvænning. Til gengæld var de stærkt vanedannende. 

Det var typisk sådan, at når et nyt hold læger, sygeplejersker og patienter rykkede ind i de nye stuer for at afprøve forholdene var deres første reaktion på farvesætningen forskrækkelse, måske ligefrem forargelse. De havde jo aldrig tidligere oplevet noget lignende i et hospitalsmiljø. Men når de samme mennesker så tre måneder efter skulle flytte tilbage til de gamle afdelinger, var de ulykkelige over at skulle tilbage til kedsomheden i de gamle interiører.

En række spørgeskemaer blev delt ud blandt brugerne af prøvemodulet og en sociolog blev sat til at analysere svarene. Resultatet blev imødeset med spænding. Blot ikke af kunstneren. Han kendte resultatet på forhånd, og han havde aldrig været i tvivl. I teorien kan man godt opbevare primærfarver i et medicinskab. For også farver har både en forebyggende og en helbredende virkning.

Prøvefløjen til hospitalet i Herlev, der er bygget på grunden til Amtssygehuset i Gentofte, udgør et polykromt farvemiljø, der også omfatter gardinerne og de billeder, der er hængt op på sygestuerne. Forskellige omstændigheder omkring opgaven betingede at det gik hen og blev kraftigt og stærkt. Poul Gernes stillede det krav for sig selv, at der skulle være fuldt tryk på farverne, de skrappeste han overhovedet kunne få fat i. Det var den ene betingelse. Den anden betingelse han stillede var, at han skulle have det godkendt, og for at få det godkendt skulle det foruden at være stærkt og kraftigt også på en eller anden måde være rimeligt.

Han blev færdig, trådte ud af den opgave og fik en anden opgave i kælderen til hospitalet. Der brugte han den samme farveskala, for det var dog den samme bygning og lokalerne havde i nogen grad de samme udstrækninger, det var de samme materialer og de samme mennesker, der skulle gå der. Men han finder, at i kælderen kom han til at lave forskellige fejl, det blev ringere end det han havde lavet oppe i den egentlige afdeling.

Da han så bagefter gik og kunne se, at der var fejl der, at der var noget, der ikke fungerede, begyndte han at spørge sig selv, hvor forskellen var. Han nåede da til at han pludselig kunne se, at i den egentlige afdeling var farverne placeret i ganske bestemte systemer, som han ikke havde haft nogen bevidsthed om før han udførte arbejdet, og som formodentlig kun var opstået i kraft af den pressede situation, hvor han havde været nødt til at anstrenge sig langt ud, mens han havde slappet mere af da han kom til kælderen.

I de systemer, som han ubevidst har placeret farverne i, vil han påstå at han er på sporet af en lovmæssighed, der siger, at farverne er verdenshjørneorienteret. Man kan støtte sig til Steen Ejler Rasmussens iagttagelse om, at varme farver skal være mod syd og de kolde skal være mod nord. Det kan han bekræfte, men han er selv kommet et skridt videre. Det er ikke nok med nord og syd, der er også noget der hedder øst/vest, og hans påstand går så langt som til, at han er fuldt overbevist om, at selv lokaler, som man kun kommer i om natten og derfor kun vil se i elektrisk lys skal være verdenshjørneorienteret.

Han tror det er en naturlov. Han tror at mennesket altid føler en trang til at orientere sig. Mennesket har bevidst eller ubevidst, de følsomme mennesker i hvert fald, en erkendelse af hvor syd og nord er, hvor der er sol og hvor der ikke er sol, de kan ubevidst finde syd og nord, også om natten og på nye steder. Han tror at mennesker uden at vide det har et krav på, at de lokaler, som orienterer sig mod nord, skal være i nordfarver for at være i overensstemmelse med sig selv og for ikke at virke frustrerende eller influere negativt på mennesket.

Hvis man har et lokale et eller andet sted, ligegyldigt med orienteringen, så kan man besmøre det med rødt den ene dag, grønt den næste, blåt den tredje dag osv. Man vil da finde at en af de farver vil være den rigtige, man vil simpelthen kunne føle det.

Der er tre faktorer, der bestemmer hvilken farve, der er den bedste. Den ene er lokalets dimensioner, højde, bredde, dybde, muligvis også lysåbning, døre og den slags. Den anden er verdenshjørneorienteringen. Den tredje er funktionen, men man kunne forestille sig, at man lavede en prøveserie, hvor man undlod at bestemme en funktion til lokalet. Det er først når farven er i overensstemmelse med alle tre faktorer, at lokalet når op på et eller andet maksimum.