Bavneskolen
Skolen ønskede en udsmykning og kontaktede Ny Carlsbergfondet for finansiering. Samlingssalen er udsmykket med bemalede relieffer af blomstermotiver, udskåret i tykke træplader placeret i flere lag på en bund af umalet hessian eller masonit. Reliefferne indgår i salens trækonstruktion. På endevæggen er der tre store felter à 340 x 190 cm, mens der på hver sidevæg er seksten mindre felter à 40 x 80 cm i grupper af fire.
Blomstermotiverne er anbragt symmetrisk både omkring opsatsen i det store midterfelt på endevæggen og i sidefelterne, der spejler hinanden tværs over salen. De flade trærelieffer er unikke i Gernes' produktion, men et klart eksempel på, hvordan bygningskonstruktionen kan udnyttes i en udsmykning. Udsmykningen er fuldstændig intakt. Eleverne gøres opmærksom på den. Den skaber glæde og er en del af skolens identitet.












