Københavns Amtssygehus Herlev behandlingsafdelinger
Behandlingsafsnittet er opbygget så systematisk som en garnisonsby. Selv behandlingsplanet er bygget over standardenheder i et kvadratsystem på hver 15 gange 15 meter, som indbyrdes adskilles af gangarealer på 3 meters bredde. Alle gange i retningen nord-syd er fordelingsgange, mens gangene i tværgående retning øst-vest er behandlingsgange. Fra behandlingsgangene kan man komme til de enkelte behandlingsafsnit eller afdelinger, som alle har ovenlys. Det er f.eks. radiumafdelingen, røntgenafdelingen, øre-, næse-, halsafdeling, blodbanken. Hvert enkelt ambulatorium optager mindst ét kvadrat i planen, men lægger ofte beslag på flere.
Behandlingsbygningen er i overvejende grad holdt hvid for at markere forskellen mellem ambulatorier og sengestuer. Men overvejende er ikke det samme som udelukkende, for også på dette sted har kunstneren anvendt et mindre udvalg af farver som ”hints” eller symbolske hentydninger. Man kan sige, at farverne fungerer som et skiltesystem. Snart har farverne fået tildelt en symbolsk eller pædagogisk funktion. Snart er de funktionelle og praktiske. Intet er tilfældigt – og i hvert fald ikke ligegyldigt for nogen. Overalt er farvevalget udtænkt i relation til et samlet felt af funktioner, signaler og systematik. Den æstetisk oplevelse er nærmest et biprodukt.
Helheden i sygehuset er gennemtænkt helt ud i indretningen af de enkelte rum og hver synlig detalje, i en kombination af praktiske hensyn og positivt stimulerende, visuelle oplevelser. Det samlede gangareal i behandlingsbygningen er enormt, og det er nemt at miste orienteringen. For at man kan skille de forskellige ambulatorier fra hinanden, er de blevet markeret med hver sin kulørte frise. Hensigten med disse indfarvede friser – eller ”mavebælter”, som arkitekt Erik Schytt Poulsen har kaldt dem – er at give de mennesker, der færdes i behandlingsafsnittet, et hurtigt og nogenlunde pålideligt fingerpeg om specialerne i de enkelte ambulatorier. De farver, som kunstneren har valgt, har næsten alle en tydelig associativ værdi.
De fungerer som en funktionsbestemt farvesymbolik. Vårgrøn er f.eks. benyttet på fødeafdelingen, okseblodsrød til blodbanken, blå-violet til patologisk afdeling og lyseblå for øjenklinikken (idet lyseblå er farven på den himmel vi kan se over os). Andre farver er mindre gennemskuelige, men fungerer. Det er kromorange for onkologisk ambulatorium, mørkegrøn for skadestue og operationsstuer, cyklamen for trænings- og fysioterapi-afsnittet, en blød hudfarve for plastikkirurgisk afdeling, citrongul for reumatologi etc. Derudover indeholder frisen pile og forklaringer, der letter vejen.
Udover informationssiden har ”mavebælterne” en anden praktisk rolle. De er anbragt i en ganske bestemt højde, nemlig i den afstand fra gulvet, hvor væggene er udsat for størst slitage på grund af sengetransporter og anden klinisk trafik. I tilfælde af en skade behøver man ikke at reparere en hel vægflade. Man kan nøjes med at male bæltet. Generelt vil skrammer og ridser ikke virke ligeså påfaldende på en bemalet flade som på en hvid væg.
Da der ligger praktiske overvejelser bag stort set alle farvesætninger i bygningen, er noget så grundlæggende som gulvet naturligvis også omfattet af det koloristiske program. Den blå gulvbelægning i gangområderne er valgt af hensyn til trafiksikkerheden. Blå regnes for at være den mest ”vigende” farve i spektret. Den så at sige ”skubber” alt hvad der placeres foran den eller passerer hen over den maksimalt fremad i vores opfattelse. Samtidig er blå en praktisk farve for et gulv, der ustandselig slides af den trafik, der er på stedet. Her færdes ældre og yngre, syge og raske mellem hinanden, og her kører elektriske transportvogne med forskelligt udstyr.
Skiltningen i sygehuset er udformet således, at henvisningsskiltene ind til områder er blå og henvisningskilte ud er grønne. De blå minder om gulvets farve indenfor hospitalets mure, mens den grønne naturligt henviser til de græsbevoksede arealer uden for sygehuset. Forbud er derimode markeret med rødt, ligesom i trafikken.
For at øge trafiksikkerheden på stedet er glasdørene forsynet med røde kanter. Trucken har en opsigtsvækkende cyklamenfarvet afstribning, der er røde fenderbøjler, der er desuden lagt røde advarselsfarver ned i gulvene og parkeringsområder er markeret med grønt. Om det så er selve transportvognene, er de farveinddelt, afhængigt af hvad det er, de transporterer.
Ulrikka S. Gernes & Peter Michael Hornung: Farvernes Medicin / The Medicine of Colours – Poul Gernes og Amtssygehuset i Herlev / Poul Gernes and Copenhagen University Hospital at Herlev. København 2003, s. s. 29-30.









