Blomsterne og bierne
Blomster til folket – sådan ville man med tre ord kunne sammenfatte Poul Gernes’ kunstneriske gerning, og i særdeleshed hans grafiske produktion.
Det ville naturligvis være at forenkle fortællingen om en af Danmarks mest mangesidige og produktive kunstnere. Men Gernes ønskede selv at forenkle det kunstneriske udtryk, at koge det ned til det han betragtede som dets grundelementer – farve og form, og deres virkning på det enkelte individ og på samfundet som helhed.
Gernes havde en vision om, at kunsten skulle berige hverdagslivet for almindelige mennesker. Kunstneren var for ham ”en tjener” for samfundet, hverken mere eller mindre, hvis opgave var at udsmykke vores fælles miljøer og forskønne vores omgivelser. Den vision var han trofast overfor hele sit liv, hvilket resulterede i, at Gernes udførte mere end 150 kunstneriske udsmykninger i Danmark. Derudover havde han en stor grafisk produktion, hvoraf størstedelen blev trykt på Eks-Skolens Trykkeri.
Både i udsmykningerne, der endnu er at se i mange af landets skoler, hospitaler, universiteter og plejehjem, og i de grafiske tryk består hovedmotivet ofte af enkle geometriske former eller stiliserede blomster, blade og stilke i klare farver, der slynger sig legende over fladerne, men som altid er underkastet en kompositorisk stringens.
Udsmykningerne blev ofte udført ved hjælp af enkle papirskabeloner og mange hænders flittige arbejde, en metode, der ligger tæt på de grafiske teknikker.
Poul Gernes frodige grafiske billeder vidner om en sjælden konsekvent kunstnerisk vision, og er samtidig en hyldest til den grafiske kunsts særpræg, hvor harmoniske variationer over et tema – som i Bachs fugaer – er selve essensen i udtrykket. F.eks. i Gernes’ sidst udgivne mappe fra 1984, hvor det lykkedes ham at skabe 20 forskellige billeder af samme motiv, blot ved at trykke i forskellige farvestillinger både i positiv og negativ. Man kan bare åbne øjnene og lytte.
I grafikken udviklede Gernes ornamentets kunstneriske muligheder. Han benyttede ofte offset-teknikken, idet den gav mulighed for med enkle midler at skabe mange variationer af et billede.
Den grafiske kunst har desuden et demokratisk aspekt, hvor billeder produceres hurtigt og billigt og spredes vidt. Det var i overensstemmelse med Gernes’ overbevisning – at kunstens rolle er at forskønne vores offentlige rum, og at det er kunstnerens opgave at sørge for at det bliver gjort ordentligt. For Gernes var det æstetiske forbundet med det etiske.
Poul Gernes’ kunstneriske gerning fra 1960’erne frem til hans død i 1996 er en hyldest til ornamentet som et livsbekræftende humanistisk udtryk.
Anders Krüger: ”Blomster til Folket.” Trykt i Poul Gernes Calendar 2015. Eks-Skolens Trykkeri. Forkortet.

Blomsterne og bierne





















