Værk

I skulpturen Blomsten på Forårsudstillingen 1969 var det udelukkende skulpturens indre, der var lagt vægt på, mens den ydre form knap kunne opfattes. Den bestod af hvide papirbaner hængt ned fra loftet til gulvet i en cirkel, men således at de løb sammen i rummets midte for at blive løftet op i en keglespids, der var afsluttet med en kugle af rosa silkepapir. Denne keglefigur var omgivet af en krans af objekter, der alle refererede til hverdagssituation på den byggeplads, som han på det tidspunkt færdedes på under deltagelse i opførelsen af et selvbyggerkollektiv. Desuden havde objekterne den funktion at holde papirbanerne på plads. 

Skulpturen fyldte et helt rum, der var kun lige plads til at tilskuerne kunne gå rundt uden om den og stille sig op og kigge ind i den gennem de firkantede huller, der var skåret i hver anden papirbane i øjenhøjde. De kunne kigge ind i den indre rumlige situation. De oplevede denne situation og de øvrige tilskuere, hvis ansigter sås i hullerne rundt langs papirbanerne. Der opstod et menneskeligt fællesskab næret af oplevelser på det sociale fællesplan, som hverdagsobjekterne refererede til. 

Poul Gernes har udtalt, at det egentlige ved Blomsten var kommunikationen mellem de folk, som sammen stod og kiggede ind af de forskellige huller. Næste skridt var at lade tilskuerne træde ind i selve den skulpturelle situation, hvilket skete nogle måneder efter, da han byggede en badeanstalt på Festival 200 på Charlottenborg, hvor publikum i de varme sommerdage tog brusebad og gik i sauna.