Udstilling

Poul Gernes har tit tænkt på at det han selv laver, indeholder en vis monumentalitet, somme tider i hvert fald, og den monumentalitet er af en særlig slags.

Han siger om det monumentale, at det ikke bare dækker en fysisk udstrækning, det er også en særlig form for indhold. Han finder det spændende, at monumentalitetstilbøjeligheden falder i en situation, hvor der er et komplet nul at putte den i. Det skal ses i sammenhæng med hans påstand om, at vi lever i en kulturløs tid, og at der overhovedet ikke er noget at kommunikere.

Det er en monumentalitet, der mere og mere er flyttet bort fra det enkelte objekt over på selve den rumlige situation, hvor objektet som sådan ikke mere eksisterer – en tom monumentalitet, der efterhånden forsøges tildelt en funktion i hverdagssituationen, i det sociale rum. 

Tendensen til opløsning, dematerialisering af objektet, sås tydeligt i hans kæmpestore hængende skulptur, der fyldte Charlottenborgs forhal på Forårsudstillingen 1968. Den store bådlignende form fremtrådte opløst delvist på grund af det lysreflekterende sølvfolie, som den var beklædt med, delvis på grund af dens ophæng af jernkæder og bånd, som trak et tæt linjenet gennem rummet. I modsætning til hans foregående skulpturer, der var lukkede geometriske former, var bådens form åben, en ca. 60 cm høj ramme, hvilket også medvirkede til at ophæve objektvirkningen.