Udstilling

I 1966 malede han til Forårsudstillingen på Charlottenborg et stort maleri, som dækkede hele bagvæggen på trappereposen. Det var næsten 10 m højt og havde en struktur af 2 gange 24 vandrette striber, der alle var lige brede. De 24 striber gentog i samme orden 24 spektralfarver som var tilfældigt fordelt. 

Vægmaleriet var symptomatisk for kunstsituationen på det tidspunkt, der var betegnet af minimal arts lavspændte sensibilitet karakteriseret med nøgleord som tomhed, anonymitet og afpersonalisering.
Som hans øvrige kunst kommunikerer denne farvevæg ingen fælles værdier af nogen art, ingen idealisme. 

Det er et autonomt billede, som ikke viser ud over sig selv, fordi der ikke foreligger muligheder derfor i den værditomhed, som vi står midt i. Og tomheden er forstærket gennem det store format. Det eneste der er muligt at kommunikere om man skal være trofast mod situationen, er den totale tomhed. Tomheden er budskabet – båret af den store oplevelse og den smukhed som farverne giver.   

Det dybdeperspektivistiske rum er blevet totalt fladet ud gennem den regelmæssige gentagelse af samme struktur, der ikke kan aflæses som figurationer. Også rammen som tidligere indrammede det perspektivistiske billedrum er ophævet. I stedet er opstået en ny illusion, en illusion om ubegrænsethed, idet de vandrette striber synes at kunne fortsætte ud til begge sider i det uendelige, samt en illusion om, at farvestriberne kommer ud i rummet og fylder dette, kommer ud og omgiver tilskueren. Det er som om tilskueren selv er blevet fokuspunkt efter at det dybdeperspektiviske fokuspunkt er ophævet i maleriets all-over struktur, som ikke har et enkelt fokuspunkt. Farvebølgerne synes endog at have ophævet billedet som objekt, de synes at dematerialisere det, at gøre det til immaterielle farvebølger i en tom rumlig situation, hvor tilskueren er af central betydning. Objektkarakterens ophævelse støttes yderligere af det monumentale format, der hindrer tilskueren i at kunne omfatte maleriet med synsfeltet.

Anonymiteten, det afpersonaliserede, kan aflæses i hele billedets struktur, hvor alle jeg-centrerede spejlinger er undgået og udskilt i forhold til tidligere kunst. Det enorme format er i sig selv en afpersonalisering, idet det overgår den menneskelige krops størrelse. Det enkle formelement striben er anonym. Den kan ikke tillægges jeg-spejlende værdier. Ved den regelmæssige gengivelse i en all-over struktur ophæves endvidere værdien af den enkelte stribe i mængden. Farverne er udvalgt efter et anonymt farvesystem, spektralfarverne, og ved fordelingen af striberne er det personlige valg undgået, idet der er benyttet en tilfældighedsmetode, hvorved der opstår nye farvekombinationer, der bryder med konventionelle jeg-centrerede valg. 

Selve malemetoden er anonym. Malerarbejdet er uden ”personlige” penselstrøg, det er udført at Poul Gernes selv, men kunne ligeså vel være udført af en hvilken som helst anden helt tilfældig person. Enhver form for jeg-centreret komposition er undgået gennem den regelmæssige gengivelse af samme struktur. Billedet udgør en totalitet. Der er ikke tale om, at billedelementerne er afbalanceret imod hinanden i en hierarkisk komposition. Den hierarkiske, vertikale orden er ophævet i en horisontal orden hvor alle elementer er på samme niveau, er totalt ligestillet og derfor har samme gyldighed indenfor mængden.

Med den store væg på Charlottenborg gav Poul Gernes sig selv en udsmykningsopgave. Han demonstrerede derigennem selv, at han er en af de største monumentalkunstnere vi har i øjeblikket. Han beviste det igen, da han deltog i Statens Kunstfonds konkurrencer i 1967, dels om en skulptur til udsmykning af Københavns gamle Grønttorv, dels om en udsmykning til Centraladministrationens nye bygninger på Slotsholmen. I løbet af 1967 og 1968 udstillede han på en række skoler, først i Birkerød på Toftevangsskolen og sidst i Herlev, hvor han fyldte hele fem skoler på én gang. 

Det var en nødvendighed for ham på det tidspunkt at skaffe sig adgang til udstillingslokaler, der var så store, at de på én gang kunne vise hans kunst i hele dens udstrækning, bl.a. også de mange serier og store skulpturer han havde lavet i løbet af de to foregående år. Udstillingerne gav ham en oversigt over egen produktion, de gav ham et andet publikum, en anden berøringsflade end det sædvanlige galleri- og udstillingspublikum. Men disse udstillinger viste først og fremmest hvilke miljømæssige, rumlige og monumentale aspekter hans arbejder fra de sidste par år havde, hans serier og store skulpturer. Han demonstrerede endnu engang selv, hvilke evner han havde som monumentalkunstner. 

Men det var først i 1968 at Statens Kunstfond tildelte ham hans første offentlige udsmykningsopgave for det nye Amtssygehus i Herlev. Den foreligger endnu kom som en skitseplan, men har som den konsekvens haft, at han har fået til opgave at være kunstnerisk rådgiver for hele hospitalsmiljøet, foreløbigt kun realiseret i prøvefløjen på Amtssygehuset i Gentofte.