Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg
Bygningen blev opført i 1968-72 af Elissa og Alvar Aalto med den danske arkitekt Jean-Jaques Barüel. Poul Gernes har udsmykket cafeteriet med bemalede murstensvægge i 1993 og benyttet murstenene som elementer i et korsstingslignende mønster. Daværende museumsinspektør Nina Hobolth fortæller:
"Poul og Aase havde besøgt museet i foråret og foreslået et større projekt til udsmykning i udstillingssalene for at pynte på de nussede hvide farver, som de sagde. Fredningen, der blev gennemført i 1995-96, stemte jo ikke overens med Poul og Aases visioner. Men vi blev enige om, at caféen ville blive et meget bedre rum at opholde sig i, hvis der kom en udsmykning. Udsmykningen løftede virkeligt, som Poul og Aase havde ønsket – og på baggrund af deres kunnen og sikre erfaring – rummets atmosfære af varme og menneskelighed. At bruge murstenene som en slags stramajpude til dekorationens udformning var både humoristisk og kunstnerisk originalt."
























