Udsmykning

Det jeg husker bedst er tågen

som altid mødte mig kvælende

grålig og aldrig lod andre

farver forene sig i øjets synsbed.

Tydeligt husker jeg også hvordan

slidte brune jakker iførte deres

tilfældige kroppe og logiske hjerter

smeltede ind i billedet af det store

tomrum i forfald og direkte nedfald.

Den snuskede pølsebeværtning og

serveringen af afbrændte drømme

på de cigarmalede døgnbænke samt

den tuborggrønne lyd af rå fravær.

Billetkontorets talerør af kontaktsikret

glas på  begge side af hjernens bevidsthed.

Natautomaten der lyste de sidste udveje

for en strandet Odensegæst i en sen orkan.

Kiosken der lå og pirrede til et let

måltid af farvede hæfter og nødvendig røg.

Ja også den gennemstrøm af fortvivlede

husmødre granskende i larmende ugeblade.

Udadtil pæne forstadsfædre smækkende deres

mapper i salig forargelse over spritterne

junkierne og alle de andre som heller aldrig

nåede toget før hjælpen blev fløjtet af.

Sådan lå banegården smidt hen i mit indre

som et sår man ved bløder trods forbindingen.

Indtil idag hvor et magisk plaster klistrede

sig fast og standsede strømmen af brølende smerte.

Cykelstativerne førte mig som sædvanlig langs

muren hen mod uret og de travle døre af skrællet træ.

Tankerne dybt begravet i det grå fortov men

med en himmel over mig som beskytter og ven.

Et ryk for tusinde gang i dette årti mindst

og jeg drejes mod en helt ny tidsalder. 

Å hvilket levende synssmæld i mit stillestående øje,

hvilken toneleg af menneskelige strenge til mit døde øre;

Banegården som en stor symfoni af blomstrende hjertesten. 

De grønne og orange bænke som mystiske tulipaner mod sol.

Smilende vægge som røde læber mod en lillavarm kind.

Rigtige blomster og mennesker i forskellige farver

sådan som det nu engang og for alle er bestemt.

Fine midtersokler som en godt placeret pause midt

imellem alt det vi skal nå fra station til station.

Prøv at lade blikket vandre op ad de gamle træer og

se så hvordan en brændende himmel følger dig på vej

ind mod restauranten med den livgivende muld og væske.

Måske din kærlighed ligger i røret ved den påskegule boks.

En forsigtig strøm af naturtalende mennesker tydeligt

påvirket af den fortryllende rejse gennem nye landskaber.

Et varmt vandfald af glidende blikke mod hinanden

og den forestående tankestrøm sendt af sted gennem tiden.

Selv damen i pølsebeværtningen trækker sit vejr som

var det hjemmeavlet honning og muskelæltet brød hun solgte.

Jeg satte mig roligt ned i mit rus af syn,

overvejede kiosken, men fandt hungeren svag.

Ville egentlig gerne videre, men blev holdt

fast af rummet og de menneskelige drømme om hvordan

man kunne forandre en hel by til formationer af liv.