Panum Instituttet studierum
I 1980 responderede jeg på en annonce i Information om assistenter til en udsmykningsopgave på Panum Instituttet. Man skulle møde op en fredag aften kl. 18 foran Panum. Der stod mindst 30, tror jeg. Vi blev gelejdet ind af Poul Gernes og en lærer og tog elevatoren ned i kælderen, og der bredte sig sådan en sød formalinduft. Det var dissektionsafdelingen. Poul begyndte at vise os rundt i gangene, og jeg kan huske at folk begyndte simpelthen at falde fra allerede på den rundvisning.
De næste tre dage skulle vi prøve at skabe nogle skabeloner til udsmykningen. Jeg tror bare, Poul sagde, at nu går vi simpelthen i gang. Det var på en måde meget seriøst, men alligevel hjerteligt. Poul fremstod helt bestemt med stor autoritet. Der blev lavet et værksted i et af klasselokalerne. Der blev udrullet mange meter brunt indpakningspapir, og der var kæmpe træplader, som vi skar på. Når man havde fri, skulle man gå hjem og finde på skitser og tage dem med næste dag. En af de skitser, jeg havde lavet, den godtog han sgu. Så den hænger nu i et af klasselokalerne.
Søndag var vi kun fire tilbage. Om formiddagen sagde Poul, at vi skulle til Sverige om aftenen, og han ville vide, hvem der skulle med. Det havde vi ikke vidst noget om. Det var lidt barsk. Vi var tre, der kunne. Poul sagde, ”jeg skal faktisk kun bruge to, men skidt da, jeg tager jer alle tre med”. Det var mig, Erik Rytter og Lisbet Aabrinck. Så hentede han os i sin bil, og vi kørte til Sverige, hvor vi blev modtaget af Aase og Ulrikka. Vi boede hos familien i hvert fald tre uger.
Det var tidligt op og tidligt i seng, og så samledes man altid for at spise frokost, hvilket både var hyggeligt og lærerigt. Vi blev vækket kl. seks til havregrød. Jeg var en glad kaffedrikker, men det stærkeste Poul drak var kogt vand med citron. Jeg husker Poul som lidt træt ind i mellem, men vi vidste vi ikke, at han havde en nyresygdom. Han hvilede sig ind i mellem inde på sofaen, og ellers så arbejdede han hele tiden. Det med at han arbejdede så meget, gjorde virkeligt indtryk på mig. Det var ikke kun med at frembringe kunst, også rent fysisk. Vi havde nogle udflugtsture – til svømmehallen og ud at sejle i hans hjemmelavede kano. Det var når Aase mente, vi trængte til en lille udflugt.
Så skulle vi hjem og gå i gang. Det var december 1980. Vi fik lige lov til at fejre juleaften. Men vi arbejdede mellem jul og nytår og fortsatte ind i det nye år. Vi var der nærmest dag og nat og gik bare hjem og sov. Vi var meget trætte, og nærmest halvt bedøvede af den der alkydmaling. Der var ikke noget med masker. Ind i mellem måtte vi op og have noget ilt. Teknikken er ret svær, for pasmærkerne skal passe fuldstændig. Der er tre farver på de billeder, og en skabelon for hver farve. Poul sagde altid: ”En farve er nemt. To farver, det går an. Tre farver, det er rigtigt svært. Alt over tre farver kræver geni.”
Du kan forestille dig en proces med en masse papir, der skæres ud i baner, og så skal det foldes på den rigtige måde og lægges på de der skæreplader. Så skærer man farve nummer ét og fjerner skabelonen, lægger nyt papir på, og skærer den næste farve, og én gang til, så man har tre sæt. Så hænger man den første skabelon op, og maler en farve på. Når det er tørt, kan man tage den næste. Nogle gange var skabelonerne lavet hjemmefra. Nogle gange tegnede Poul dem undervejs. Det var dybt fascinerende at se hvordan han tegnede. Han lå jo nede på gulvet og tegnede. Borterne fik vi selv lov til at lave prøver til, og ofte blev de godkendt.
Det var en utrolig lærerig proces, under meget opsyn, men også med stor tiltro til, at man godt kunne. Med opsyn mener jeg, at ikke en eneste farve var tilfældig. Hele konceptet omkring den udsmykning var jo vedtaget på forhånd. Det var vi ikke med i. Poul og Aase har garanteret koncentreret sig om det i den periode vi var i Sverige. Aases rolle gik langsomt op for os. Der var ikke én eneste farve, uden at Aase havde det afgørende ord.










